Hvis du har opholdstilladelse efter greencardordningen, skal du være opmærksom på, at barsels- eller forældreorlov kan have indflydelse på betingelserne for at få forlænget din opholdstilladelse.

Barsels- eller forældreorlov, der ikke holdes i året op til en eventuel ansøgning om forlængelse, vil ikke have betydning for din opholdstilladelse.

Men, det har betydning for dig, hvis du holder barsels- eller forældreorlov i året op til indgivelsen af en ansøgning om forlængelse af din opholdstilladelse efter greencardordningen.

Ansøger du om forlængelse af din tilladelse efter Greencardordningen skal du have tjent et bestemt beløb i året op til indgivelsen af din ansøgning. Det beløb vil blive forholdsmæssigt nedsat i forhold til, hvor stor en del af året, du har været på barsels- eller forældreorlov.

Dagpenge, som udbetales i forbindelse med barsels- eller forældreorlov, tæller ikke med i opgørelsen af din lønindtægt.

Eksempel:

Hvis du fx har fået din første opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i 2013, skal du have haft en lønindtægt i året op til indgivelsen af din ansøgning på minimum 306.200 kr. for at opfylde forlængelsesbetingelserne. Hvis du i den situation har afholdt barsel i 6 måneder af året, vil kravet til din lønindtægt blive forholdsmæssigt nedsat til 153.100 kr. i de 6 måneder af året, hvor du ikke har været på barsels- eller forældreorlov.

Har du været på barsels- eller forældreorlov i mere end 6 måneder, kan din opholdstilladelse kun forlænges med 1 år.

Hvis du har fået din opholdstilladelse før 1. januar 2015 og ansøger om din første forlængelse efter 1. januar 2015, vil afholdelse af barsels- eller forældreorlov ikke påvirke din mulighed for at få forlænget din opholdstilladelse. Det skal dog dokumenteres, at du har afholdt din barsels- eller forældreorlov efter aftale med din arbejdsgiver, og at du således har været i beskæftigelse under din orlov.

Som greencardhaver må du gerne modtage barselsdagpenge. Du skal dog være opmærksom på, at dine barselsdagpenge ikke kan tælles med i det minimumsbeløb, som du skal have optjent i løbet af de seneste 12 måneder inden indgivelse af en forlængelsesansøgning.

De måneder, hvor du har fået udbetalt barselsdagpenge, vil blive trukket fra de 12 måneder, og du vil således skulle have optjent tilsvarende mindre i løn.

Eksempel:

Hvis du har været på barselsorlov i 4 måneder ud af de 12 måneder inden indgivelsen af forlængelsesansøgningen, vil du skulle have en indkomst, der svarer til 8/12 (otte tolvtedele) af minimumsbeløbet for det år, hvor du modtog din opholdstilladelse efter greencardordningen. Beløbet fremgår af dit tilladelsesbrev.

Dit barn skal have sin egen opholdstilladelse i Danmark.

Barnet skal hurtigst muligt have udstedt et pas af sit hjemlands myndigheder.

Så snart barnet har fået sit pas udstedt, skal du indgive en ansøgning for barnet om opholdstilladelse som medfølgende barn.

Du kan finde mere information og ansøge her.

Din opholdstilladelse bortfalder, hvis du opgiver din bopæl i Danmark eller hvis du har opholdt dig uden for Danmark i mere end 6 måneder.

Hvis din tilladelse bortfalder, betyder det, at du ikke længere har ret til at opholde dig i Danmark.

Hvis du planlægger at opholde dig uden for Danmark i mere end 6 måneder, er det derfor vigtigt, at du søger om dispensation fra bortfald, inden du rejser ud af landet.

Du kan finde mere information om dispensation fra bortfald og ansøge om det her.

Hvis dit barn bliver født udenfor Danmark, og du ønsker at få barnet med tilbage til Danmark, skal du indgive ansøgning på vegne af barnet fra udlandet.

Du kan finde vejledning her.

Det er en betingelse, at du kan forsørge dit barn, og du skal derfor være i beskæftigelse og have en garanteret lønindtægt i Danmark.

Du kan finde nærmere vejledning om betingelserne her.

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI